Event date and time
28. February 12.00–14.00Lørdagsforedrag
Gammalt å nyt æjlle bâra gammalt?
Gammalt å nyt æjlle bâra gammalt?
Under overskriften “Gammalt å nyt æjlle bâra gammalt?” vil Alex Speed Kjeldsen tale om de modsatrettede strømninger, der kan registreres i relation til arbejdet med og for det bornholmske i 1920’erne, 30’erne og 40’erne, en periode, der med rette kan betegnes som guldalderen for bornholmsk dialektlitteratur.
Han vil belyse modsætningerne (og lighederne) med udgangspunkt i tidskrifterne “Gammalt å Nyt” og “Borrijnholmarijn”, der på mange måder kan siges at repræsentere hver deres fløj i forhold til synet på det bornholmske sprog. Han vil også dykke ned i en række indlæg i de bornholmske aviser fra samme periode og trække på arkivmateriale ved Center for Dialektforskning (Københavns Universitet).
Folkene omkring årsskriftet Gammalt å Nyt med Elna Schöne som den samlende figur havde opbakning fra de lærde, filologiske kredse i København. Med årsskriftet ville de vise, hvordan bornholmsk kunne bruges i samtiden, samtidigt med at det var et mål at få udgivet forskelligt, som kunne belyse tidligere tiders sprog- og kulturforhold på Bornholm.
Folkene omkring Borrijnholmaralawed og tidsskriftet Borrijnholmarijn var mere fokuserede på, hvordan man kunne genrejse et sprog i hastigt forfald. Sproget skulle bringes tilbage til en tabt guldalder, så kommende generationer kom til at tale et bedre bornholmsk end samtidens bornholmske. Hovedmanden bag dette særlige (og i en national kontekst ret unikke) bornholmske målstræv var Peter Møller, der selv udgav Borrinjholmarinj, og som allerede i 1918 havde publiceret bogen Det bornholmske Sprog.
I foredraget vil Alex Speed Kjeldsen også perspektivere til senere tiders syn på det bornholmske sprog. Op gennem tiden finder man nemlig begge de omtalte sprogsyn repræsenteret. Også på det punkt skiller Bornholm sig ud i forhold til andre steder i Danmark.
Oplægget bliver afholdt på Bornholms Museum, kl. 12 - 14.
Gratis for børn og unge under 18 år, voksne skal betale entre med mindre de er medlem af Bornholms Museumsforening.

Bornholms Museum afholder foredraget i samarbejde med Bornholms Folkeuniversitet nedenstående foredrag på Bornholms Museum i Rønne.
Billedet af den Bornholmske ordbog 1894 - er fra hjemmesiden med de Bornholmske billeder,
https://bornholmskebilleder.brk.dk/L/fa489b44-a922-4d74-a316-5fd00a53ad74/viewmode=infoview/main-quicksearch=bornholmsk%20sprog