BORNHOLMS MUSEUMS ARBEJDE
Bornholms Museums aktive indsamling er først og fremmest knyttet til igangværende undersøgelser.
Når museet foretager arkæologiske udgravninger vil fundene blive registreret og indgå i museets samlinger. Også i forbindelse med undersøgelser fra vor egen tid indsamles genstande.
Derudover får museet mange henvendelser fra borgere, der ønsker at aflevere genstande. En stor og vigtig del af samlingerne er blevet til gennem denne kontakt, som museet værdsætter højt.
De genstande, museet samler og bevarer for eftertiden, er grundlaget for at fortælle områdets historie. Derfor er det vigtigt, at genstandene har det, der kaldes proveniens, dvs. vi skal kende deres oprindelse og historien om deres brug. Bornholms Museum samler kun genstande ind fra eller med relation til Bornholm og Ertholmene.
Har du noget, du mener, kan være af interesse for Bornholms Museum, vil vi meget gerne høre om det. Det er en god idé at lave en aftale på forhånd. Derfor ring eller skriv først. Så vurderer museet, om dine genstande passer ind i de eksisterende samlinger og vil kunne bidrage med ny viden.
Når museet har sagt ja, udfyldes en indkomstseddel med oplysninger om, hvor tingene stammer fra, og hvem der har brugt dem. Du skriver også under på, at Bornholms Museum bliver ejer af genstandene.
REGISTRERING
Bornholms Museum skal registrere alt der kommer ind i samlingen, så man i fremtiden kan genfinde historien, der er knyttet til hver enkelt genstand, arkivalie med mere.
Registreringen af genstande foregår i det elektroniske registreringssystem Regin, og i forbindelse med registreringen får hver genstand et unikt nummer.
Fra Regin overføres data løbende til Museernes Samlinger, hvor alle kan søge oplysninger om indholdet i de kulturhistoriske museers samlinger. Se mere her.
BEVARING
Bornholms Museum er gennem museumsloven forpligtet til at registrere og opbevare sine genstande, så de ikke går til. Museets konserveringsværksted tilser samlingerne og varetager det daglige bevaringsarbejde.
Det kan være egentlige konserveringsopgaver, men varetager også magasinindretning, så den er optimal for museets samlinger, samt overvågning af klima på magasin og i udstillinger.
Dette arbejde pågår pt. og magasinerne vil over de kommende år blive optimeret.
Inden nyankomne genstande kommer på magasin eller i udstilling gennemgås de og - hvis nødvendigt - behandles på et konserveringsværksted. Visse genstande, der kræver særlig håndtering, udføres på andre konserveringsværksteder f.eks. malerikonservering.
Ved særligt skrøbelige genstande fx som en del af et større jordpræparat foretages ”udgravningen” som regel på konserveringsværkstedet. Museet samarbejder primært med Nationalmuseets konserverings- og bevaringsafdeling i Brede.
FORMIDLING
Formidlingen på Bornholms Museum er typisk slutproduktet på langvarige forsknings- eller dokumentationsprojekter, og har dermed det formål at skabe bro mellem samlingen, forskningen og publikum.
Formidlingen skal være relevant og afspejle den ”anderledeshed” som præger den bornholmske historie. Ingen historisk periode er som resten af Danmarks historie, og her spiller i særligt grad den geografiske beliggenhed og havet en stor rolle.
Formidlingen skal sikre, at museet også i fremtiden spiller en central rolle og medvirker til at udvikle både børns og voksnes menneskelige fundament, giver selvforståelse og følelse af at indgå i en værdifuld sammenhæng.
Formidlingen på museet er under stadig udvikling – og vi vil prioritere at tage aktuelle såvel som almene emner op på en måde, der skaber dialog og debat.
Museet arbejder for tiden for at få gennemført en total forvandling af det kulturhistoriske museums formidling, herunder at renovere bygninger og tilføre nye grundfortællinger til de mange spændende emner. Læs mere herom under projekter.
Hent slides fra foredraget der præsenterede det 3-årige forskningsprojekt FORTIS, med Projektleder Laurine Albris fra Nationalmuseet og Arkæolog Anders Pihl fra Bornholms Museum, ph.d.-studerende på FORTIS-projektet.
Den befæstede ø
Borge & Bebyggelse
FORSKNING
Museet er pga. sin størrelse og den meget rige arkæologi nødt til at samarbejde med andre forskningsinstitutioner for at sikre et højt fagligt niveau på sine publikationer. Museet har derfor tit og ofte gæsteforskere indlogeret og stiller eget dokumentationsarbejde og ekspertise til rådighed.
I en lang række tilfælde deltager museets medarbejdere i udarbejdelsen af andre institutioners forskningsarbejde.
Samarbejdsprojekterne giver ofte en meget stor professionalisme og dermed i sidste ende bedre forskning og bedre publikationer. Dette arbejde anser museet for at have mindst lige så høj værdi som det arbejde der bliver udført på institutionen isoleret set.
Læs mere om Bornholms Museums projekter her.
SAMARBEJDSPARTNERE
Museet samarbejder med en lang række museer, herunder gennem officielle samarbejdskontrakter med:
Nationalmuseet
Museum Sydøstdanmark / Danmarks Borgcenter
Gdansk Universitet
Warszawa Universitet
The Autonomous University of San Luis Potosí