ETNOGRAFISK SAMLING
EVENTYRLYSTNE BORNHOLMERE OG EUROPÆISK KOLONIALISME
Lokal historie kan også være global historie! Bornholmere har rejst ud i verden og hjembragt ting og sager, som man ellers kun ville forvente at finde på de store etnografiske museer.
Vores etnografiske samling er en kunstkammerlignende samling af genstande fra det meste af verden.
Den er samlet af bornholmere, som levede deres liv langt væk øen, men som stadig tænkte på den. En særlig stor samling kommer fra Belgisk Congo gennem kommandør Knud Jespersen.
Plantagebestyrer Thorvald Nielsen sendte genstande hjem fra Malaysia og sømanden Peder Nygård sendte bl.a. spyd og andre våben hjem fra Australien og Indonesien.
Rønnedrengen James Oiesen fik aldrig nogen officiel uddannelse, men alligevel gjorde han karriere som toldembedsmand i Kina, og endte med at blive Danmarks ambassadør i Peking i 1921. James var flittig til at sende kinesiske og koreanske genstande hjem til Bornholm.
Den etnografiske samling er udtryk for de eventyrlystne bornholmeres historie. Men den repræsenterer også de grumme sider af den europæiske kolonialisme, som fik frygtelige konsekvenser for den lokale befolkning.
Det er specielt, at der findes sådan en samling uden for København. Det viser, at Bornholms Museum på mange måder før i tiden har opfattet sig som et "lokalt nationalmuseum".