HELLIGTREKONGER OPTOG
(AFLYST PGA. CORONA-SITUATIONEN)
Sct. Nicolai Kirke og Bornholms Museum holder traditionen tro helligtrekonger med smukke kostumer til de hellige tre konger og stjernebærer, lygteoptog og sang samt andagt og koroptræden i kirken. En begivenhed for både børn og voksne, for troende såvel som ikke troende.
Traditionen har nu holdt ved i næsten 20 år og udviklet sig undervejs, dog har vi holdt fast ved hovedpointen – at være sammen og gå i optog.
Dette helligtrekonger-arrangement er en gammel Rønne-tradition. I starten af 1800tallet var det en tradition i Rønne med helligtrekonger-optog. En gammel bornholmer, glarmester Johan Hansen, har i sine optegnelser En bornholmsk Haandværkers Erindringer fra 1934, bl.a. fortalt om Helligtrekonger-skikken:
”Helligtrekongersaften holdtes dengang, mere end nu, som en festaften. Ligesom jule- og nytårsaften gik børn og sang ved dørene. Aftenbordet dækkedes da ligesom til juleaften, især hos de mere bemidlede. Den aften havde man den skik at sætte et 3-grenet tællelys på bordet. Indtil 1830 havde det også været skik helligtrekongersaften, at nogle af de mest ansete borgere i byen, tre i alt, gik gennem gaderne, fantastisk udklædt, forestillende de Helligtrekonger. Foran dem gik en mand med en lygte, som var indrettet til at lyse som en stjerne. Den var sat fast på enden af en stang…"
Illustration:
Sabbers herlige klip efter historien om Helligtrekonger i Rønne. Sabber fra ”De kommer nok engang”, Bornholms Tidendes forlag 1981. Hansaage Bøggild og Sabber.
Bornholms Museum har en gammel Helligtrekonger-stjernestang. Den har vi lavet en kopi af som vi bruger i det årlige helligtrekonger-optog, som altså er en moderne udgave af optogene i 1800tallet.
Helligtrekonger er d. 5. januar. I 2022 starter vi kl. 18.00 fra Bornholms Museum. Pga. covid-19 situationen starter vi udenfor museet, hvor der vil være lygter, man kan tage med på turen til Sct. Nicolai Kirke. Vi går til i optog med lygter og sang til kirken, hvor lygterne sættes udenfor. Hvis man vil med i kirken skal man vise coronapas.
I år har vi reserveret de to første rækker i Sct. Nicolai Kirke til børnefamilier, så også børnene kan se hvad der foregår.
OBS! Hold øje med hjemmeside og Facebook for eventuelle ændringer i forhold til sundhedsmyndighedernes retningslinjer og evt. aflysning.