Båden er et af menneskets urgamle hjælpemidler. Igennem hele forhistorien anvendte man stammebåde - altså kanolignende både fremstillet af én stor træstamme - og stammebådene kunne rent faktisk være fint håndværk, langt fra de tunge træstammer man kender fra vittighedstegninger. At fremstille både af én stor træstamme, gav dog grænser for, hvor store både der kunne fremstilles.
 

Helleristninger og bronzebilleder viser, at man i bronzealderen var bekendt med en større og mere udviklet bådtype - skibet var ved at udvikles. Arkæologerne er ikke i tvivl om, at billederne afspejler virkelige både eller skibe, men man har aldrig fundet spor af dem. Der skal helt særlige forhold til, for at trægenstande kan bevares over så lange tidsrum.

Alligevel kender vi måske en rigtig helleristningsbåd. Omkring år 350 - kun 150 år inde i jernalderen - blev et skib sat ud i en lille sø nær Hjortspring på Als.

Padler, skjolde, våben, brugsgenstande og sjældne ringbrynjer blev smidt om bord, og båden blev sænket med sten. skibet var beregnet til havsejlads, men den lille sø lå flere kilometer inde i landet. Det hele kan derfor forstås som et krigsbytteoffer. En fremmed styrke er blevet overmandet og al deres udstyr ofret i søen.

Søen blev med tiden til en mose, og i 1880erne dukkede stumper af båden frem ved tørvegravning. Store dele af bundpartiet endte desværre i de lokale kakkelovne, for først en menneskealder senere kom denne historie den lokale museumsleder for øre.

I 1921-22 blev mosen udgravet af Nationalmuseet, og det stod hurtigt klart, at der var tale om en båd, der minder meget om helleristningsskibene.

Båden fra Hjortspring var bygget af brede, tynde planker af lindetræ. Plankerne var fint forarbejdede og syet sammen med lindebast. Skroget var selvbærende og spændstigt, kun forsynet med spinkle spanter. Båden havde ingen egentlig køl. En rundet bundplanke var forsynet med 2 brede planker i hver side. Problemet med at samle plankerne i enderne var løst ved hjælp af to store stævnklodser. De karakteristiske forlængelser af stævn og køl var udsmykning uden praktisk funktion. Med stævn var båden 19m lang, og selve skroget målte godt 13m og ca 1,90m i bredden.

Søen blev med tiden til mose, og i 1880’erne dukkede stumper af båden frem ved tørvegravning. Store dele af bundpartiet endte desværre i de lokale kakkelovne. Først en menneskealder senere kom denne historie den lokale museumsleder for øre. I 1921-22 blev mosen udgravet af Nationalmuseet, og det stod hurtigt klart, at der var tale om en båd, der minder meget om helleristningsskibene.

Båden fra Hjortspring var bygget af brede, tynde planker af lindetræ. Plankerne var fint forarbejdede og syet sammen med lindebast. Skroget var selvbærende og spændstigt, kun forsynet med spinkle spanter. Båden havde ingen egentlig køl. En rundet bundplanke var forsynet med 2 brede planker i hver side. Problemet med at samle plankerne i enderne var ved hjælp af to store stævnklodser. De karakteristiske forlængelser af stævn og køl var udsmykning uden praktisk funktion.Med sine stævne var båden 19 m lang, selve skroget målte godt 13 m og ca 1,90 m i bredden.

Den private forening Hjortspringlauget på Als har bygget en kopi af Hjortspringbåden. Byggeriet tog flere år. De tre kæmpemæssige lindetræer, som behøvedes, måtte hentes i Polen. Byggeprocessen og det færdige resultat har givet ny teknisk viden om båden.

Vægten på rekonstruktionen er kun 500 kg, men lasteevnen over 2,5 ton. Båden sejler næsten lige godt i begge retninger. Den lange smalle form gør den hurtig, men da den ikke har nogen køl er den samtidig meget manøvredygtig. Alt i alt et perfekt krigsfartøj.

Når båden ligger stille er den ganske ustabil, men under sejlads er den overraskende sødygtig, selv i hårdt vejr. Max. farten i sprint er 8,3 knob (15 km/t), gennemsnitsfarten på langtur ligger omkring det halve. En trænet besætning kan padle ca. 90 km om dagen. De 40 km fra Bornholm til Skåne ville kunne klares på ca. 4-5 timer.

I Bohuslän findes helleristningsskibe, der svarer nøjagtig til Hjortspringbåden. Disse ristninger dateres ligeledes til  begyndelsen af jernalderen. Det viser, at helleristningerne kan være ganske realistiske billeder af virkelige både.

Også på Bornholm findes mindst et skibsbillede af Hjortspring-type, som altså sandsynligvis er udført efter overgangen til jernalder.

Hjortspringbåden var en avanceret og veltrimmet båd - et resultat af en tusindårig bådebyggertradition. I et endnu længere perspektiv kan den dog opfattes som en overgangsform mellem stenalderens stammekanoer og den senere jernalders klinkbyggede både. Stammebåden blev efterhånden udbygget med sideplanker, flere planker gjorde det muligt at få mere bredde og spænding på formen, og til sidst var den oprindelige stammebåd forvandlet til køl og plankerne til skrog. Helleristningsskibene afspejler formentlig en del af denne udvikling. På helleristninger og bronzebilleder kan man se, at bådenes bundlinie bliver mere krum i løbet af bronzealderen, og der bliver eksperimenteret en del med udformning af stævnene.