MARIE HJORTH - 80 ÅR
På Hjorths Fabrik kan du lige nu opleve en mindre udstilling, hvor vi fejrer Marie Hjorths 80-års fødselsdag og ser tilbage på hendes smukke og funktionelle arbejde på Hjorths.
Marie Hjorth har som keramiker holdt sig tro mod traditioner og samtidigt formået at sætte sit personlige præg på produktionen. Det kom blandt andet til udtryk i hendes afsøgning af lerets potentialer, unikaprægede stentøj og nysgerrighed for dekoration.
Marie Hjorth debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1963, og året efter blev hun færdiguddannet på Kunsthåndværkerskolen i København. Marie og søsteren Ulla var 4. generation på fabrikken, og deres hjemkomst til fabrikken i 1960’erne kunne ses i fabrikkens nye stil. De tilførte en ny stoflighed til produktionen bl.a. ved hjælp af nye glasurer og ler tilsat chamotte.
MARIES KARRIERE
Siden Maries afgang på Kunsthåndværkerskolen har hun brugt det meste af sit professionelle liv på Hjorths Fabrik. I perioden 1982-93 drev Marie fabrikken sammen med søsteren Ulla. Gennem karrieren har Marie udstillet på bl.a. kunstindustrimuseerne i Oslo og Hamborg, Kunstmuseet Trapholt, Museum of Art i Philadelphia og Bornholms Kunstmuseum.
Derudover kan du også opleve hendes udsmykninger rundt i Rønne på Plejehjemmet Lunden, Bornholms Erhvervsskole, Bornholms hospital, og gavlen på Pakhuset i Nellikegade.
Den dag i dag producerer Marie stadig af og til sin egen keramik – og det selvfølgelig på Hjorths Fabrik.
Med denne udstilling ønskes Marie Hjorth et stort tillykke med de 80 år.
Praktisk: Udstillingen kan ses frem til jul 2021.