PROJEKTBESKRIVELSE

ARKÆOLOGISKE UDGRAVNINGER I SORTE MULD
BESØG ARKÆOLOGERNE I FELTEN PÅ UDVALGTE DAGE I JUNI 2022
Kig ind i vores mobile udstillings-container og tag med tilbage til dengang, hvor guldgubberne opfyldte vores ønsker og hjalp os af med vores bekymringer.
Besøg udgravningen på Sorte Muld på disse dage:
2. juni 2022: 10:00 til 14:00
3. juni 2022: 10:00 til 14:00
9. juni 2022: 10:00 til 14:00
10. juni 2022: 10:00 til 14:00
16. juni 2022: 10:00 til 14:00
17. juni 2022: 10:00 til 14:00
24. juni 2022: 10:00 til 14:00
TV2/Bornholm har lavet tre afsnit om Sorte Muld udgravningen, der kan ses her:
1:3 Graveskeen - Arkæologi på Bornholm - Jagten på de første bornholmere
Bornholms Museum måtte pga. covid-19 udskyde de planlagte undersøgelser i 2020 til maj-juli 2021. Dette års undersøgelse afslutter arkæo-turisme-projektet ’ArchaeoBalt’/Archaeotourisme and Culture Routes (2018-2021) - et samarbejde mellem universiteterne i Gdansk, Lund og Århus samt museet i Gdansk og Bornholms Museum.
Oppe på udgravningspladsen kan du møde flere arkæologistuderende, frivillige med mange års erfaring og Bornholms Museums arkæologer, der kan fortælle om udgravningens processer.
OM SORTE MULD
SORTE MULD - ET KRAFTCENTER
Fra Sorte Muld, der ligger på et højdedrag over Svaneke i Ibsker sogn, har man kunnet se kysten ved Gudhjem i nord til Nexø i syd og til Christiansø mod øst.
Det udgjorde formentlig øens politiske, økonomiske og religiøse kraftcenter i jernalderen, og husede sandsynligvis øens konge.
Sorte Muld dækker et over én kvadratkilometer stort område med sine ”satellitbopladser”, og det har været beboet fra ca. 100 år f.vt. til 1000 år e.v.t.
Sorte Muld havde sin storhedstid i germansk jernalder (375-750 e.Kr.), men var allerede veletableret som central plads i romersk jernalder.

HVORFOR SORTE MULD ER SORT
Den sorte farve på Sorte Muld stammer fra den enorme ophobning af trækul og organisk materiale (dyre- og fiskeknogler), som igennem århundreder er blevet akkumuleret på stedet.
PH(fosfat)-værdien på stedet er usædvanlig høj - også i forhold til øens andre jernalder- og vikingetidslokaliteter med bevarede kulturjordslag (såkaldte sortmuldspladser).
I kombination med en kalkrig, leret undergrund gør det Sorte Muld til et af de udbyttemæssigt bedste landbrugsområder i Danmark.
