
RUSSERNE KOMMER!
- SOVJETISKE SOLDATER PÅ BORNHOLM 1945-46
Bornholms Museum stiller i årets særudstilling skarpt på de sovjetiske soldater på Bornholm i tiden efter 2. Verdenskrig. Der er også en scenografisk/musikalsk udstilling om de dramatiske bombardementer af Nexø og Rønne den 7. og 8. maj 1945. Det er en udstilling, der rammer alle sanser.
De sovjetiske soldater ankom til Bornholm den 9. maj 1945 og rejste først igen den 5. april 1946.
De 11 måneder med russiske soldater på Bornholm er stærkt omdiskuterede. Russerne ses af nogle som alkoholiserede voldtægtsforbrydere og af andre som heltemodige befriere. Begge de to syn på russerne bliver præsenteret i udstillingen. I udstillingen indgår genstande, der aldrig før har været vist, og som giver nye perspektiver på russertiden.
Udstillingen Russerne Kommer! åbner den 21. april 2021 på Bornholms Museum i Rønne.

ØNSKER AT VÆKKE FØLELSER
Mens det ene udstillingsrum giver fakta, fotografier og originale genstande, følger der i det næste rum en gribende totaloplevelse. Vi har genskabt et ruinlandskab, hvor ødelagte facader, murbrokker, teglsten og effekter er efterladt i kaos.
I baggrunden spiller en film med et lydspor, som var man i en biograf. Originale billeder, lydklip og film er komponeret og sat sammen af komponist Jesper Mejlvang.
Museumsinspektør Jakob Seerup har kurateret udstillingen, og han fortæller, at museet ønsker at gøre fortidens drama og tragedie nærværende med denne udstilling, som bruger scenografi, film og musik.
”Vi ønsker ikke blot at formidle de historiske kendsgerninger, men også at få dig som gæst til at føle og mærke efter inde i dig selv. Hvordan var det egentlig dengang? Hvordan er det mon, når ens by bliver bombet?” - fortæller Jakob Seerup.
Udstillingen byder på et rigt udvalg af samtidige fotografier af de sovjetiske soldater på Bornholm. De var glade for at komme til et sted, hvor der var gode fotografer, og de fleste ønskede at få taget et godt portræt til familien derhjemme. Samtidig var de lokale fotografer fascinerede af de fremmedartede soldater. Det kom der mange spændende og gode billeder ud af.

”Udstillingen skulle egentlig være åbnet på 75-årsdagen for de sovjetiske soldaters afrejse den 5. april, men det er desværre udskudt lidt på grund af corona-situationen.
Vi har til gengæld mærket stor interesse fra medierne i forbindelse med årsdagen. Der vil være direkte transmission fra Rønne den 5. april på DR1, hvor øjenvidner fortæller om deres oplevelser og museumsinspektør Jakob Seerup perspektiverer. Vi glæder os til at byde publikum indenfor, når myndighederne giver os lov. Vi håber, de vil tage udstillingen til sig, som den oplevelse den er – det er ikke hver dag, man oplever flybombardementer i surround-sound på danske museer.”
OM BOMBARDEMENTERNE I 1945
Da de tyske tropper på Bornholm ikke ville overgive sig til sovjetiske styrker, blev Nexø og Rønne udsat for et flybombardement d. 7. og 8. maj 1945.
Ved bombardementerne omkom ti civile bornholmere og et større antal tyske soldater og civile flygtninge. D. 9. maj 1945 overgav de tyske tropper sig betingelsesløst hvorefter russiske tropper gik i land.
Ud af Rønnes i alt 3.200 ejendomme blev 2.900 beskadiget, heraf 212 huse totalt ødelagt.
Ud af Nexøs i alt 959 ejendomme blev 856 beskadiget, heraf 175 huse totalt ødelagt.
Udstillingen er blevet til med støtte fra Sparekassen Bornholms Fond, Hermod Lannungs Fond, Folmer Wisti Fonden og Bornholms Regionskommune.