Event date and time

24. September 14.00–16.00

Kom på safari i Erichsens Gårds have

Kulturuge

Kom på safari i Erichsens Gårds have

Rundt om i byen kikker naturen frem. I gaderne klemmer små planter sig gennem fortovets sprækker. På husmurene kravler tæger, og i murene har enlige bier deres bo. Der findes ikke en kvadratmeter i byen, hvor der ikke venter en edderkop tålmodigt på sit bytte.
Vi kan altid gå på opdagelse i vores haver.

Haven på Erichsens Gård er fyldt med spændende planter, og netop planter var en vigtig del af Thomas Erichsens liv. Han var optaget af ikke bare lokale, men også eksotiske planter ligesom mange andre fra det bedre borgerskab. Hvor der er plads til planter og blomster, er der også plads til insekter, fugle og andre dyr. Nogle får man øje på med det samme, såsom bier og ildtæger. Solsorte og gråspurve kan man høre, og mon ikke vores gartner nogle gange går gennem et edderkoppespind og mærker det på kinden?

I Kulturugen inviteres børn og voksne på safari i vores have. Vi går på opdagelse blandt de dyr, som man ikke får øje på så let. Vi har inviteret en naturvejleder fra NaturBornholm som vil gå med os gennem haven og lede safarien. Der vil også være små aktiviteter omkring insekter og planter og informationstavler i børnehøjde.

Vores insekter har efterhånden svært ved at finde levesteder i naturen. Der bliver derfor færre og færre af dem. På vores safaridage vil vi derfor også give tips til, hvad børn og voksne selv kan gøre for at hjælpe alle de små dyr i vores natur.

Gratis for besøgende på Erichsens Gård.