Solkulturens endeligt på Vasagård

Fundene på Vasagård stammer fra en periode i stenalderen

  • Vas1560
  • Vas682

Solkultens endeligt på Vasagård

Af Anne Kirstine Waage Beck

For 5000 år siden skete der noget dramatisk på Vasagård syd for Åker, som ændrede grundlæggende på tilværelsen for de mennesker, der boede der. De var bønder og tilbad solen i en kult ledet af præster, som havde stor magt. Den magt skrumpede pludselig ind og samfundet ændrede sig til et krigersamfund, hvor høvdingerne var de mest magtfulde. Arkæologerne ved Bornholms Museum er i fuld gang med udgravningerne på stedet og arbejder på at forstå, hvad der skete, da solkulten brød sammen. For at kaste lys over det spørgsmål, skal vi en tur helt til Mexico.

Travle arkæologer
Finn Ole Sonne Nielsen er chefarkæolog på Bornholms Museum og han har travlt. Meget travlt. Det skyldes, at Bornholm er et særligt rigt område, når det gælder arkæologien. Også rigere, end de fleste af os aner. Museets direktør, Jacob Bjerring-Hansen fortæller: ”Det særlige ved Bornholm er, at vi har store og vigtige fund fra alle tidsperioder. Helt fra tidlig stenalder, over bronzealder, jernalder, vikingetid frem til middelalderen og nyere tid, har vi mange virkelig spændende fund og en meget stor mængde danefæ, der er så vigtige for dansk kulturhistorie, at de bliver sendt til Nationalmuseet i København. Det myldrer simpelthen op af jorden.”
At direktøren har ret i det, understreges af de mange flintestykker, potteskår, dyretænder og andet materiale, der fylder godt op i museets sorteringsrum, hvor plasticposer, papæsker og arkitektlamper er medarbejdernes vigtigste redskaber. Lige nu sorterer de fund, der er kommet ind fra udgravningen på Vasagård. Der er nok at gå i gang med.

Brændte og ødelagte solsten
På bordet ligger et par af de solsten fra udgravningen, der har vakt interesse blandt arkæologer fra hele verden. Finn Ole Sonne Nielsen tager en lille solsten op og fortæller: ”Det er en fantastisk historie. Ved Vasagård har vi fundet over 30 af de her runde sten, hvor der er ridset små sole ind. Det tyder på, at befolkningen har tilbedt solen. Det er ikke så underligt, for de var bønder og derfor helt afhængige af solen, for at kunne dyrke jorden og opretholde livet.” De runde sten er forskellige i størrelsen, men fælles for dem er den runde solskive og solstrålerne, der er ridset ind i overfladen. Det ligner fuldstændig en sol, som vi ville tegne den i dag. Finn Ole Sonne Nielsen fortsætter: ”Vi fandt også solsten på Rispebjerg, men det særligt interessante ved Vasagård er, at solstenene er blevet ødelagt og brændt. Vi har også fundet nogle grøfter på stedet, der har været brugt som grave, hvor man formuldede lig, inden de blev lagt ind i den stendysse og den jættestue, der blev brugt som gravkammer. Sammen med forskelligt affald som potteskår og dyreknogler, er de ødelagte solsten på et tidspunkt blevet fyldt ned i grøfterne. Som om man har villet skille sig af med solstenene og samtidig sløjfe grøfterne.”

Mayakalenderen er måske nøglen
Der er ikke nogen faste beviser på, hvad ødelæggelsen af solstenene og sløjfningen af grøfterne betyder. Men den mexicanske arkæolog, Nicolas Caretta, der er dansk gift og bor i Rønne, har en teori: Han er ret sikker på, at det har noget at gøre med den overgang fra én tidsperiode til den næste, som fundene på Vasagård belyser. Det bygger han på sit store kendskab til mayaindianerne i Mexico og Finn Ole Sonne Nielsen støtter hans ide: ”Andre steder i verden har vi netop set, at overgangen fra én type samfund til en anden, er blevet markeret ved, at man ødelagde de ting, der var vigtige i det gamle samfund. Det kunne godt være tilfældet med grøfterne og solstenene, der jo har haft en stor religiøs betydning for folk.”
Fundene på Vasagård stammer fra en periode i stenalderen, hvor samfundet gik fra at være ledet af præster til at være ledet af høvdinger i en krigerkultur. ”Den periode, de gik ind i, efter ødelæggelsen, kaldes stridsøksetid”, fortæller Finn Ole. ”Måske er skiftet til den nye periode sket, fordi noget er kommet udefra, måske en overvældende stærk fjende, måske en naturkatastrofe. Vi ved det ikke sikkert. Men vi håber, at efterårets udgravning af resten af det vestlige anlæg på Vasagård, vil kaste mere lys over sagen”, slutter Finn Ole Sonne Nielsen. Vi får se, om jorden syd for Åker gemmer flere svar på, hvad der førte til solkultens endeligt på Vasagård.
Udgravningen fortsætter fra den 1. september og kommer til at tage seks uger. Ind imellem er der mulighed for at besøge Vasagård-udgravningen og få en rundvisning af en af arkæologerne.