|
2. Dygtiggøre sig ”ovre” og ude i
1830-70erne
Lørdag 31. maj 2008 åbnede Bornholms Museum en udstilling på
Hjorths Fabrik, Bornholms Keramikmuseum. Udstillingen fortæller
kapitler af keramikerens historie: fra 1700tallets pottemagere,
der forsøgte at styrke faget ved at danne lav og kontrakter,
over det at dygtiggøre sig i København og udlandet, legater og
sygekasse, en fabrikantforening, et Keramisk Forbund, Danmarks
eneste arbejderejede keramikfabrik – Søholm – samt en
”billedpræsentation” af personalet på Hjorths Fabrik gennem 100
år.

I lære fem år på en fajancefabrik
Hermann
Sonne Wolffsen, 1811-1887, (billedet til højre) stod fem år i
lære på fajancefabrikken Söeholm ved Klampenborg. Sammen med
kammerater fra fødeøen, bl.a. Edvard Christian Sonne. De lærte
at fremstille den gule fajance, der i de kommende 100 år skulle
blive indbegrebet af bornholmsk lertøj, såkaldt ”bornholmsk
fajance”. Wolffsen og Sonne vendte tilbage til Bornholm som
udlærte og startede i fællesskab fabrikken Søholm i Rønne i
1835.
Hermann Wolffsens lærekontrakt (herunder) er underskrevet af
fabriksmester N.P. Gindrup i 1831.
 
På valsen i Europa som uddannet
fajancesvend
Lauritz
Adolph Hjorth, 1834-1912, var i lære to steder på Bornholm, før
han i 1856 drog på ”valsen” for at dygtiggøre sig: over Berlin,
Sachsen og Bøhmen til Schweiz. Hjem gennem Frankrig og
stentøjsegnene ved Rhinen og til Berlin igen. I 1859 tilbage til
Rønne, hvor han grundlagde L. Hjorths Terracottafabrik.
Han førte en dagbog, som giver mange oplysninger om, hvordan han
klarede sig som vandrende fajancesvend i Europa, hvilke impulser
han fik og lidt om hvad han lærte på de forskellige fabrikker.
Turen var baggrunden for, at Lauritz Hjorth kunne grundlægge sin
fabrik i Rønne med helt moderne varer efter datidens smag.


Arbejde som uddannet svend i København
Carl
Christian Espersen, 1853-1929, stod fem år i lære hos
”Fajancefabrikør” J.N. Holm på Store Torv i Rønne. Efter også at
have været nogle år på L. Hjorths Terracottafabrik, valgte han
at ”søge sin Lykke i Hovedstaden”. Han arbejdede næsten et år
hos ”Kgl. Hof-Terracottafabrikant P. Ipsens Enke” i Utterslev.
Her fik han et meget fint skudsmål. Derefter søgte han arbejde
på Porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, hvor han opholdt sig
1874-1876:
”Terracottafabrikant Carl Chr. Espersen har været beskæftiget
paa vor Fabrik fra Septb. 1874 til Dato. Han forlader nu efter
eget Ønske sin Plads og vi medgive ham de beste Ønsker for hans
Fremtid. Kbhvn. 15. April 1876. Bing & Grøndahl.” Espersen
vendte ikke tilbage til Bornholm. |